Bøgerne der formede mig – med manden der har set nogle af de mest gruopvækkende danske drab

Hans Petter Hougen

(f. 1949) Uddannet cand.med fra Københavns Universitet og professor i retsmedicin og patologisk anatomi. Har mere end 30 års erfaring i retsmedicin i Danmark og i talrige lande rundt om i verden, med et særligt fokus på skud- og eksplosionsskader. Med mange tusinde obduktioner bag sig, har Hans Petter Hougen spillet en rolle i opklaringen af nogle af danmarkshistoriens værste drab og forbrydelser. Han har hjulpet utallige krimiforfattere med retsmedicinske detaljer og er selv forfatter til fagbøger og nonfiktion. Netop udkommet med sin første kriminalroman sammen med krimiforfatter Lotte Petri. ’Specialisten’, der er første bog i serien ’Udyret’, udkommer 12. juli som lydbog og e-bog hos Mofibo.

De første fjendebilleder, jeg blev introduceret til, var de trolde og elvere, der fandtes i de norske folkeeventyr, jeg fik læst højt som barn. Ondskaben i form af modstandere, godheden i form af hjælpere, og på den måde en klar skelnen mellem det gode og det onde. Troldene var store og stygge, og nemme at genkende som fjender. Langsomt igennem min opvækst, blev de klare afgrænsninger nuanceret mere og mere, og det onde, jeg arbejder med nu, er meget mere kompliceret.

Litteratur fyldte ikke meget i min barndom, men mine forældre havde altid gang i hver deres bog, og de introducerede mig, fordi jeg jo er født og opvokset i Norge, til de store norske digtere og forfattere. I Norge er man meget nationalkær, så det var Ibsen (Henrik red.) og Bjørnson (Bjørnstjerne red.), som jeg også læste meget mere af, da jeg begyndte i skole.

Spændingen i litteraturen, fandt jeg ikke i de bøger der var i pensum, men i flere engelske romaner. Efter at jeg havde haft engelskundervisning i et par år, begyndte jeg for alvor at gøre noget ud af det engelske, og jeg stavede mig igennem James Bond og Agatha Christie. Det var bøger, hvor der blev opbygget suspense, og hvor man blev nødt til at læse videre, for at få udløst spændingen.

Den bog, der har betydet mest for mig i hele mit liv, har jeg stadig til gode at læse, for som det er nu, er der ikke én der skiller sig ud. Der er mange bøger, der har betydet meget for mig, og som har rørt mig, eller fået mig til at tænke og mærke efter.

Jeg har boet og arbejdet i Peru og Bolivia og rejst meget rundt i Sydamerika, og i bred udstrækning haft meget med den spansktalende del af verden at gøre, hvorfor jeg bevæger mig ganske tvangfrit i sproget og kulturen, og den latinamerikanske litteratur har især bevæget mig.

Gabriel García Márquez, Isabel Allende og Mario Vargas Llosa, er dem der har fyldt mest. De tre har ligesom betydet noget særligt. Isabel Allende og Gabriel García Márquez har fascineret mig med deres magiske realisme. Det som foregiver at være en ganske almindelig situation, er hos de her forfattere, det på ingen måde. Det er den samme måde at tilgå virkeligheden på, som den japanske Haruki Murakami skriver sig ind i, når han helt nøgternt beskriver en tilsyneladende ordinær scene, hvor det så pludselig begynder at regne med makreller fra oven. Selvfølgelig søger folk blot læ under paraplyer, og går ellers videre.

Både for Gabriel García Márquez og Isabel Allende, er det hovedværkerne, ’100 års Ensomhed’ (2014) og ’Åndernes Hus’ (1982), der har betydet mest, selvom jeg har læst mange af deres bøger. Det er store værker, der ligesom Murakamis ’Kafka på Stranden’ (2002) og trebindsserien ’1Q84’ (2009), er dybt dragende fortællinger.

Mario Vargas Llosa, skriver en anden stil, der er meget mere rå og realistisk på en barsk måde. Den jeg har været mest optaget af, er en af hans senere udgivelser, der hedder ’Bukkens Fest’ (2000), der virkelig er uhyggelig, og skildrer en verden af rædsler, som vi heldigvis ikke oplever til daglig her, men som har været, og nogle steder stadig er, virkeligheden.

I Vargas Llosas univers, er der igen en klar opdeling af det gode og det onde, og det er ikke svært at forstå hvem man skal holde med. En der også er nem at holde med, er Carsten Jensen. Han skriver virkelig flot, og så har han en evne til at være provokerende ud over alle grænser, og det synes jeg er herligt. Hans bøger de sidste 20 år er helt fantastiske, og særligt en af de seneste, ’De første sten’ (2015), er skrivekunst af høj klasse.

Det er Morten Pape og hans ’Amager-trilogi’ også, og den måde han får skrevet det barske i underklassen i Danmark frem, hvor familien og den enkeltes selvværd lige så stille smuldrer, den er imponerende. Det er uhyggeligt godt skrevet.

På samme måde som at de sikre formuleringer hos Pape beskriver en usikker tilværelse på Amager, mødes kontrasterne i mig. Jeg er optaget af litteraturen, men også formet af retsmedicinen og de videnskabelige beskrivelser. Især to bøger bliver jeg ved med at tage frem; ’Forensic Pathology’ (1991) af min britiske kollega Bernard Knight, og ’Gunshot Wounds’ (1985) af amerikaneren Vincent Di Maio. De har også givet stor inspiration til den roman jeg har skrevet sammen med Lotte Petri, som netop er udkommet.