Købmanden i Rema 1000 i Mariager har en nostalgisk tilgang til at være discountforretning og ser sin rolle i den lille by, som den aktive borger, der har midlerne til at kunne bidrage til fællesskabet.
Af Camilla Bevensee
En mand i starten af 40’erne, med grå stænk i det sorte hår og iklædt en termojakke med Rema 1000 stående på ryggen, hænger halvvejs ude over kanten på en grå murstensbygning godt fem meter oppe. Manden er ved at hænge julelys op på supermarkedets facade og hedder Morten Schou. Han er købmand og ejer af Rema 1000 i Mariager.
”Jeg går hele tiden med tanker om hvordan jeg kan bidrage mest muligt, så det gavner flest muligt,” lyder det fra den smilende købmand, da han er kommet ned fra taget.
Selvom Morten Schou, med sin Rema 1000 butik er en del af en international discountkæde, tænker han på sig selv som en købmand på den gammeldags måde, og det er ikke uden en vis nostalgi.
”Jeg prøver at tage de værdier, der er i Rema 1000 og så skabe et rum, hvor man kan møde både kendte ansigter og nye mennesker, ligesom i gamle dage,” fortæller Morten Schou, der mener at købmanden i en lille by altid har haft en vis betydning.
”Jeg kan jo huske dengang en dagligvareforretning var et sted, hvor man kendte købmanden og målte råvarer af ved kassen. Selvom det har ændret sig meget, synes jeg stadig at det er vigtigt for en lille by at have nogle forretninger, der engagerer sig i nærområdet og gerne vil være en del af byen,” uddyber Morten Schou, der siden han overtog butikken i maj 2018, ikke har ligget på den lade side.
Bidrager til en aktiv by
Listen med initiativer og bidrag er lang for Morten Schou, der sammen med sin kone Maria, både har støttet op om byens Børnefest med en gratis hoppeborg, overtaget et sponsorat af den lokale idrætsforenings håndboldafdeling og nu også er gået ind i julehjælpen sammen med byens to kirker.
”Jeg synes jo det er helt fantastisk at der er to så forskellige kirker, der kan finde ud af at samarbejde om at gøre noget godt for dem der har det sværest i vores nærområde,” fortæller Morten Schou, der er gået sammen med en lokal kunstner om at fremstille en speciel juleøl til formålet.
”Med juleøllen får kunderne, der køber den jo også en god oplevelse og på den måde er det et initiativ der gavner bredt,” forklarer Morten Schou, der donerer hele indtægten fra salget af de 500 specialdesignede juleøl til Mariager kirke og Mariagerfjord frikirkes fælles julehjælp.
Morten Schou er sit ansvar, som en af byens aktive borgere bevidst og han mener at man i så lille en by som Mariager, er nødt til at se ud over religiøse forskelligheder og bidrage med det man kan, for at byen bliver ved med at vokse.
”Der er jo en masse aktiviteter i kirkerne, som jeg mener at det er vigtigt at støtte op om, for det skaber en masse liv i byen,” fortæller Morten Schou, der mener at det også handler om at skabe et indtryk af at der er vækst, for at der kan skabes endnu mere vækst.
Tænder lys i byen
”Hvis vi her til jul stod med et torv og en bymidte uden julebelysning, ville det se ud som om byen var på vej i forfald,” forklarer Morten Schou, der sammen med sin kone har dækket den støtte til byens julebelysning, som kommunen i år har valgt at spare væk.
”Udover den del vi betaler igennem vores medlemskab i Handelsstandsforeningen, har vi givet de 30.000 kr. kommunen plejede at lægge, så vi har kunnet opretholde samme budget for udsmykningen, som tidligere,” fortæller Morten Schou.
På trods af de mange store bidrag og flotte initiativer, er Morten Schou en ydmyg mand, der dog på ægte forretningsmandsmanér gerne vil have noget for sine penge.
”Vi vil jo bare gerne hjælpe, der hvor vi kan, så folk har det godt og oplever en masse sjove ting,” fortæller Morten Schou og uddyber, ”Jeg vil gerne at mine penge når ud og hjælper flest muligt, og det bedste kunne jo være at vi fik alle med og at alle følte sig set her i byen.”