Arabiske kulturer mødes til filmfestival i Aarhus

Egyptiske film er noget helt andet end syriske film, der igen skiller sig ud fra marokanske og libanesiske film, men i weekenden, var de alle forenede i biografen Øst for Paradis, til Aarhus Arab Film Festival.

Af Camilla Bevensee

En støvet rød løber langs den ene væg i foyeren, bærer præg af aftrykkene fra de mange stiletter, pudsede støvlesnuder og sneakers, der nu for længst er gået videre. Den karakteristiske røde løber er rullet ud i anledningen af åbningen af den første udgave af Aarhus Arab Film Festival, der i fredags blev skudt i gang, med et brag af en opening night.

Løberen ligger i foyeren i biografen Øst for Paradis. Placeret foran en fotovæg, der er dækket af festivalens logo trykt på sort baggrund, er det ikke svært at forestille sig de glamorøse filmstjerner spankulere hen ad den. Aarhus Arab Film Festival står der med latinske bogstaver, over, hvad man kun kan formode er den arabiske oversættelse, i smukt svungne tegn.

Fint besøg
Aarhus Arab Film Festival, der er løbet af stablen over fire dage, med et tætpakket program, hylder arabisksprogede film og de arabiske landes blomstrende filmindustri, hvoraf flere af aktørerne, i form af instruktører, producere og skuespillere, har taget rejsen til Danmark, for at være med.

Det er festivalens sidste dag og den næsten tomme foyer, står i stor kontrast til den festivitas den dannede rammer om på åbningsaftenen, hvor ambitiøse syriske instruktører, en egyptisk skønhed af en filmstjerne og helt almindelige dansk- og arabisktalende filmentusiaster fyldte rummet.

Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard holdt en tale, om hvor vigtig tværkulturelle begivenheder som denne er, alt imens at der over sprøde falafler, nystegte kartofler og fede grønne oliven, blev bygget bro og skabt bekendtskaber ude i salen.

Det fortæller Mazen Haj Kassem, der er af syrisk afstamning. Han er uddannet på Dramatic Art School i Damaskus, har en karriere som filmskuespiller og instruktør, og han er manden bag festivalen.

Hans øjne stråler af stolthed, da han fortæller om hvordan hans projekt Syriske Film Dage blev en succes under kulturåret i 2017. Projektet, der også foregik i Øst for Paradis, banede vejen for at starte endnu et projekt op og realisere en arabisk film festival.

En blomstrende industri

Med festivalen vil Mazen gerne vise at det ikke kun er filmindustrien i USA, der kan producere gode film og han mener at det er vigtigt at vise danskerne en side af de arabiske kulturer, som de ellers ikke støder på.

”Arabiske film er ikke én ting, ligesom at europæiske film ikke er. Egyptiske film er fyldt med humor, libanesiske film er dramtiske og syriske film handler selvfølgelig meget om krig, for der er krig i Syrien,” fortæller Mazen, der er glad for at det ikke kun var enten danskere eller arabere, der dukkede op til festivalen.

”Sidste år til Syriske Film Dage, var det kun danskere der kom, men til den her festival, er der også kommet mange arabere og det skaber en meget bedre dynamik,” fortæller Mazen, der har ambitioner om at festivalen, ligesom Syriske Film Dage, skal være en årlig begivenhed, med udgangspunkt i Aarhus.

Skriv en kommentar