BAGGRUND – Det er ikke kun bilkørsel, oksekød og søde sager der bidrager til en negativ klimapåvirkning, hver gang du slår et billede af dit fredagsslik op på Instagram eller brokker dig over den ustabile offentlige transport på Twitter, udleder du også CO2.
Af Camilla Bevensee
På de sociale medier er bølgerne gået højt, når oksekødsrapporter er blevet delt og hashtagget #fridaysforfuture er gået viralt. Men netop de sociale medier er ikke de uskyldige kanaler, der fremmer online aktivisme og samler mennesker om visionen om en bedre verden, de fremstår som.
Når du sidder med din smartphone og formulerer dine 140 tegn, som du siden sender ud i æteren på platformen Twitter, hentes der data ned fra en server, så du kan se dit tweet iblandt alle de andre tweets og sender data tilbage, så alle andre også kan se dit tweet. Denne dataudveksling tager kun et splitsekund, takket være den teknologi der betegnes som cloud computing. Ved hjælp af cloud computing, skal du ikke have alt data hentet ned på din smartphone eller computer, for at kunne se en hjemmeside, det ligger i stedet på serveren, som du altid har adgang til via trådløse internetforbindelser. Man siger at dataen ligger i ’skyen’.
En strømslugende sky
Den server du sætter i gang med at arbejde når du sender dit tweet, bruger en masse strøm. Serveren står ved siden af en masse andre servere, på kæmpestore farme af afkølede lagerbygninger rundt om i verden. Det er smart at have en masse servere samlet, da det sparer på strømmen, der bruges til nedkøling, og da det så kan gå endnu hurtigere med at opdatere antallet af likes der tikker ind på dit seneste Instagram billede, når flere servere kan bruges samtidig. Du får altså en hurtigere tilgang til ’skyen’, når der er flere servere i gang på samme tid.
Den strøm de store serverfarme bruger er ikke altid produceret bæredygtigt og derfor bidrager de sociale medier i høj grad til en øget udledning af CO2 til atmosfæren. Den smarte cloud computing teknologi er altså ikke lutter blå himmel, men nærmere en sort uvejrssky, set fra klimaets perspektiv. Greenpeaces årlige Clicking Clean Report estimerer at hele 7% af verdens samlede strømforbrug, bruges af IT-sektoren og at forbruget kun vil stige fremover.
”Med 4G og snart 5G internetforbindelser, er det mobile datanet blevet så hurtigt at der ikke er den mindste modstand i brugeroplevelsen af de her tjenester og derfor heller ikke tid til at stoppe og reflektere over hvad der egentlig foregår, når vi bruger dem,” siger Malthe Erslev, PhD stipendiat på Afdelingen for Digital Design og Informationsvidenskab på Aarhus Universitet. Han mener at den lettilgængelige teknologi gør det svært at begribe hvilke materielle konsekvenser brugen har og at det derfor ikke er nærliggende, at koble aktiviteter på de sociale medier sammen med udledning af CO2 til atmosfæren.
Måske skal du så ikke overveje om du skal spise bøffen på tallerkenen, men i højere grad hvorvidt billedet af den skal sendes ud på samtlige sociale platforme.