Portræt: Julie Rind ser sit samfundsansvar som en selvfølge

Det var først efter et år i USA, at Julie ”vågnede” og begyndte at interessere sig for sit eget sociale og medborgerlige ansvar.

Af Camilla Bevensee

”Det er ikke sådan at jeg går og drømmer om at gøre en kæmpe forskel og redde verden, jeg synes mere det er en del af vores ansvar som en del af det danske samfund, med de muligheder vi har her,” siger Julie, der ser det at hjælpe andre som en selvfølge.

Julie Rind på 25 er vokset op i et villakvarter i Odense. Der var højt til loftet og en å i haven bag det klassiske parcelhus. ”Det var en meget tryg opvækst,” fortæller Julie, om barndommen i 90’ernes normative kernefamilie og fortsætter, ”Jeg vil ikke kalde det idyllisk, bare god dansk leverpostej.”

Privilegerede danskere

I stor kontrast til det trygge danske forstadsliv, står Julies år på Highschool i Arizona, USA, hvor den 3000 elever store skole var et helt nyt møde med samfundets forskellige lag.

”Jeg fik øjnene op for de store klasseskel og den ulighed, der er ude i verden og hvor privilegerede vi i virkeligheden er i Danmark,” fortæller Julie.

Hendes fornemmelse for den enkeltes samfundsansvar blev vækket og som frivillig har Julie siden engageret sig socialt for at gøre en forskel for nogle mennesker, noget hun håber, kan blive en del af hendes fremtidige karriere.

”Jeg skal helt sikkert arbejde et sted hvor der er et større budskab, med noget der har en afgørende betydning for nogle mennesker,” fortæller Julie, der dog først og fremmest drømmer om at blive journalist på et dagblad, når hun er færdig med sin kandidat i Analytisk Journalistik, som hun akkurat er startet på, efter at have taget en bachelor i Dansk, med tilvalg i retorik.

Rigtigt og forkert

Julie har altid haft en veludviklet retfærdighedssans, noget hendes 3 år yngre søster, Signe, fremhæver som en af drivkræfterne bag storesøsteren.

”Jeg kunne godt se Julie have en karriere som kommunikatør for en NGO eller en politisk forening, for hun har altid været meget optaget af hvad der er rigtigt og forkert,” fortæller Signe, der lægger vægt på evnen til at stille sig kritisk, som et vigtigt element i hende og Julies opvækst.

”Vi kommer fra et hjem hvor man diskuterer og ikke tager et nej for et nej, men skal have nogle gode grunde til at acceptere det,” fortæller hun videre.

Julie håber at kunne forene sit sociale engagement med hendes faglige rødder i formidling og på den måde udleve sit ’retoriske medborgerskab’ og tage del i samfundet.

Skriv en kommentar